00

Rosporten er for alle

Baggrund:
Jeg har selv en erhvervet hjerneskade efter blodprop i hjernen. Var lam i højre side, og gik med rollator, da jeg første gang kom til klubben i 2004. Den varme måde, hvorpå jeg blev modtaget, de mange hjælpende hænder, samt et godt kammeratskab, gjorde forskellen. Gennem træning i ergometer, tålmodige rokammerater og nok også noget stædighed, er jeg kommet hertil, hvor jeg er nu. Ved at starte holdene med bestyrelsens billigelse, kunne jeg give mine egne erfaringer videre til andre, der som jeg, havde fået et ændret liv. Jeg har i dag et aktivt, godt og positivt liv. Det har Silkeborg Roklub en del af æren for. Det ønsker jeg, at andre i min situation, også skal have muligheden for.
 
Med venlig hilsen  Keld Sørensen

Flot og velfortjent har Keld Sørensen modtaget Silkeborg Kommunes initiativpris 2010

Tekst og billeder: Lene Søby
Keld modtager prisen af socialudvalsformand Elin Sonne (SF)
Tirsdag d. 30/11 2010 modtog Keld Sørensen fra Silkeborg Roklub, Silkeborg Kommunes initiativpris for sit arbejde i klubben med handicappede og andre med en svær livssituation. Med prisen fulgte 5.000 kr. og en flot buket blomster.


Prisen uddeles til personer/organisationer/netværk, der indenfor Socialudvalgets område har:

* bidraget særligt gennem initiativer til udvikling og fornyelse
* været særlig medvirken til forbedring af effektivitet, samarbejde eller arbejdsmiljø
* ydet et ekstraordinært bidrag på anden måde
 
Valget faldt i år ganske fortjent på Keld Sørensen.
 


Keld Sørensen går under kælenavnet humlebien, for ligesom humlebien i teorien ikke skulle kunne flyve, men gør det alligevel, så har Keld trodset dommen, der blev afsagt i 2003 af neurologen: ”du kommer aldrig til at gå mere”. Keld havde heldigvis en anden mening om det.
 
I 2003 blev Keld ramt af multiinfarkter (4 blodpropper i hjernen) og hans livssituation blev med et vendt på hovedet, alt skulle læres forfra; at tale, at gå, ja kort sagt det hele forfra. Han blev lam i højre side, fik nedsat syn på det venstre øje og var bundet til en rollator det første år.
Hele verden så anderledes ud. Intet var som før, erhvervsevnen havde han mistet, og dermed også en del af sin identitet.
De første forsøg med balancen foregik i 2004, hvor han udfordrede sig selv ved at købe en kajak, for på den måde at genvinde balancen. I starten blev han løftet i og op af kajakken, men det lykkedes, og efter at have roet i kajak i nogen tid, følte han et savn af samvær og fællesskab.
Forrest på billedet ses Kelds 2 trofaste hjælpeinstruktører: Katrine og Malle.
Keld tog til åbent hus i Silkeborg Roklub i 2004 og mange roere må her senere indrømme, at man ikke regnede med ham som medlem ret længe. Disse tanker er i dag fuldstændigt gjort til skamme, hvor Keld både er blevet klubtræner og langtursstyrmand. Her i 2010 har han vundet endnu sejr og har været ude i dobbeltsculler.
Flere kunne se de fantastiske fremskridt, han havde gjort og opfordrede ham til at prøve at få flere i gang. Keld tog opfordringen til sig og d. 17. februar 2009 opstartede han Silkeborg Roklubs Handicapafdeling (men de fleste benævner den nu stadig som ”Kelds Rohold”) med det formål at tilbyde handicappede træning i romaskiner, styrketræning, og for nogles vedkommende, også roinstruktion.
Det startede forsigtigt op med 6 personer til indendørsroning 2 gange ugentligt. Der er nu 20 deltagere og flere af dem er begyndt udendørs. Afdelingen er voksende, og et tredje hold er på trapperne, som noget nyt vil Keld nu lave et turbohold.
Det drejer sig om personer med tidligere misbrug, hjerneskadede og personer med psykiske vanskeligheder eksempelvis social fobi. I starten er kommet de på tidspunkter, hvor klubben ellers ikke bliver brugt. Det er således en gevinst for både dem og klubben. Efterhånden har nogen af dem dog vovet af komme på almindelige klubaftener. Omvendt er nogen af vores øvrige medlemmer begyndt af komme på de skæve tidspunkter, da der nu pludselig er liv og aktivitet. Roklubben har ved at åbne op for disse grupper givet disse personer mulighed for at dyrke idræt og samtidig komme ud blandt andre. De fortæller, at Fitnesscentre og andre sportsklubber er for uoverskuelige for dem.
Der er individuelt tilpasset træning til hver enkelt, så dennes handicap får fokus. Resultaterne for den enkelte er imponerende. Glæde og store smil er kendetegnende for alle på holdene. Fysisk er de kommet i bedre form, nogen af dem går allerede bedre, en har sågar undgået en ellers planlagt knæoperation.
På billedet ses blandt andet nogle af Kelds romakkere.
Det sociale samvær i forbindelse med træningen; at være fælles om noget, bliver højt værdsat blandt deltagerne. Det at føle man kan noget, og det at føle sig ligeværdig, og at gøre noget sammen, er nogle af de nøgleord, som fremkommer.
Hver enkelt deltager har nu selv fået en lille succeshistorie; Øget selvværd, bedre kondition og styrke, og ikke mindst at kunne fungere sammen med andre.

Keld glædede sig over det skulderklap, prisen er for ham, men fortæller samtidig, at den største glæde for ham har været at kunne give sine erfaringer videre til andre, der som ham, har fået et ændret liv. Han fortæller, at han i dag har et aktivt, godt og positivt liv. Og det har Silkeborg Roklub en del af æren for. Det ønsker han, at andre med svære livsbetingelser, også skal have muligheden for.

Prisen er meget fortjent, vi ønsker et stort tillykke og fortsat held og lykke med holdene.

Silkeborg Roklub | Åhavevej 1b | 8600 Silkeborg | Tlf.: +45 86820883 | info@silkeborg-roklub.dk