En sø-roer står til havs
- eller hvordan 3 tøser ror 10 km hurtigst muligt.
Midt i sidste uge modtog jeg udfordringen fra Jane Thøgersen og Anette Pind: ”Vi mangler dig på ”Silkeborgtøserne” for at kunne stille op til 10 km langdistancekaproning på Århusbugten på lørdag”.
Jeg har deltaget i mange regattaer som alt-mulig-service-person på land – men det har været kortbane og med outrigger-både. En top-tunet 2-åres inrigger med både bigblades og nummerholder på salt vand - dét har jeg alligevel aldrig prøvet.
”Århusbugtens Røde Rose” – det lyder meget romantisk, men ved en hurtig gennemgang af hukommmelses-arkivet popper følgende op: Bølger og blæst fra alle retninger. Det var netop til denne regatta for 4 år siden, at 2x Jørgen og Jane kæntrede, og Jane blev kølhalet, da hun hang fast i en svirvel.
Jeg har aldrig roet på havet, jeg har aldrig været på langfart – okay én enkelt gang har jeg roet til Tange. Tør jeg?
De, der kender mig godt, vil vide at det er et kæmpe brud på mine principper at stille op til en konkurrence uden at være i træning eller øve forud. ”Men én gang skal jo være den første, Lise”, som Jane tørt bemærkede, da jeg kom med alle mine indvendinger. Fordi resten af besætningen er to garvede roere, kaster jeg mig ud i udfordringen – jeg kan trods alt finde ud af at ro.
Og storfavoritterne og de førende i mix-klassen 2x Jørgen og Lene skulle også med. Det er altid rart at kunne læne sig lidt op ad de bedste!
Hvordan man organiserer sig i båden er meget forskelligt. Nogle hold ror med fast styrmand, andre skifter almindeligt, men som jeg ret hurtigt erfarede under vores opvarmning, kan man skifte på 4 forskellige måder, og det går lynhurtigt!
Lene er fast styrkvinde hos 2x Jørgen, men samtidig er hun den, der rigger båd til, henter nummer og servicerer, mens 2x Jørgen slænger sig i solen på broen og drikker kaffe inden løbet! ”De skal jo ha’ deres kaffe!” siger Lene med et stort smil.
Stemningen blandt alle de deltagende roer i Egå er rigtig hyggelig, og alle er meget hjælpsomme med bådene, og umiddelbart er atmosfæren som én stor ro-udflugt. Men da de første hold begynder at gå på vandet, kan man mærke, at adrenalinet begynder at løbe i blodet på besætningerne. Snakken på holdet bliver intern – det er nu taktikken lægges.
På det udleverede søkort er vendebøjerne markeret med venderetning, og de direkte kurser er tegnet ind. Vi konfererer med storfavoritterne, og da Anette tilmed har trådt sine barne-ro-sko netop her på Århusbugten, bliver snakken krydret med lokale tips og fiduser: Afdrift, Studstrupværkets skorsten, den største kran på Århus havn, sten ved Vejlby Hage, Domkirketårnet og den runde bygning må ikke være over-ét - tårnet skal være til højre. Jeg er store øren, for pejlemærkerne skal huskes, da jeg med stor sandsynlighed bliver styrkvinde det meste af vejen.
Ved begge vendebøjerne skal der vendes væk fra land. Jeg forstår, at det er anderledes end til andre kaproninger, da man oftest vender om bagbord. At vende om styrbord er lidt vanskeligere, da det så er 2’eren der skal ro båden rundt mens 1’eren sætter åren i. Det er ikke helt nemt og slet ikke i høj fart og blæsevejr.
Vi går på vandet og sikken en fornøjelse at sidde i en så tunet båd: sædet kører som smurt (det var det også blevet) smiget er perfekt og der er intet der rasler (alt har fået en gang gaffa). De eneste lyde er årernes ’klonk’ og vandets rislen under båden. Perfekt. Solen stråler gennem skydækket og blæsten er frisk fra land. Bølgerne ligner dem fra Borresø, så jeg ånder lettet op.
Vores opvarmning ender med at blive til et 10 km’s race i komprimeret tilstand, da vi øver alle former for skift, vendinger, kommandoer, bølg-medvinds-roning og ”at gå op i tempo”. Det er lige her jeg mærker, at lige lidt mere træning for mit vedkommende inden denne lørdag nok ville have været på sin plads…
10 km bliver en udfordring, men jeg må hænge i og gøre mit bedste.
Og det gør jeg. Jeg styrer det meste af vejen, men få også lov at ro. Fuldt tryk og godt samarbejde giver en fed fornemmelse i båden. De 60 min. og 50 sek, vi er om at ro de 10 km, flyver af sted. Da vi passerer mållinien, er vi meget tilfredse – og trætte. Vores samarbejde fungerede. Det var lykkedes os at holde DSR 2 bag os i tilpas afstand og hale ind på KVIK, der var startet 2 min før os.
Inde ved broen mødes vi af en noget slukøret Jørgen. De er blevet diskvalificeret, da de har vendt forkert om en af vendebøjerne. ØV. Deres tid viser sig senere at række til en komfortabel sejr, hvis de havde vendt den rigtige vej rundt. Endnu mere ØV. Sjældent har Lene været så fåmælt i så lang tid. Ærgrelsen var stor, og ørerne hang på dem alle, så man skulle tro, de var kaniner under instruktion.
Men som den anden Jørgen meget positivt endte med at se på det: ”Så er der stadig spænding tilbage i turneringen efter sommerferien. Hvis vi havde vundet i dag, ville det hele måske være afgjort!”
Anettes, Janes og min indsats rakte til en 4. plads i dameklassen blot 36 sekunder efter bronzemedaljen (DSR 2) og 80 sekunder efter sejren (Ægirs Freja). Uh, der blev tænkt på vej hjem i bilen. Vi var så tæt på…
Hvo intet vover intet vinder! Vi vandt ikke medalje, men masser af erfaring, hyggligt samvær med roere fra andre klubber og en oplevelse på Århusbugten. Havde vi stillet op i veteran mix-klassen havde vi stensikkert vundet medalje. Her var nemlig kun 2 hold til start.
Var det ikke noget at prøve for klubbens aktive OB’ere?
Holdet får et handicap i forhold til alder og køn, så man kan godt komme sidst over målstregen og vinde medalje alligevel.
Næste etape af langdistancekaproningsturneringen er i Randers den 14. august, og det er næsten hjemmebane. Teknisk set er det jo det samme vand, som løber forbi nede hos os i Silkeborg!
2x Jørgen og Lene stiller op, og det gør ”Silkeborgtøserne” også, men denne gang med deres vanlige besætning!
Hvis du vil have mere information kan du kontakte Lene Søby.
/Lise Nyengaard
- nu også hav-kap-roer..
|