Den første halvdel af træningslejren har vi trænet mod den lette U23-dobbeltfirer. Vi har nogenlunde kunnet følge med dem, og har endda slået dem på nogen af distancerne. Så deres 7.-plads ved VM i år giver os et lille fingerpeg om at vi er på rette vej.
Tilmeldingslisten til junior VM er også lige ankommet. Vi er i alt 25 nationer til at kæmpe om guldet - så der bliver kamp til stregen. At der er 25 både, gør at der lige netop bliver kvartfinalerne. Derfor vil den båd derslutter sidst i opsamlingsløbene efter de indledende løb være færdig ved VM allerede om torsdagen. Vi satser på at det ikke er os der får tidligt fri.
Vores målsætning lyder på en plads i B-finalen - altså en plads mellem de bedste 12 nationer. Det er ambitiøst når man ser på hvilke nationer der stiller op, men hvis vi rammer den fart som vi til tider har haft til træning kan vi bestemt også gøre det.
De sidste to dage tager vi til Århus for at ro lidt på baner. Der kan vi også få et sidste indtryk af hvordan vores fart er. Derefter rejser vi til København for at flyve tirsdag morgen. Robanen ligger 60 kilometer fra centrum af Prag, så vi bor også ude af centrum. De første dage skal bruges til at se banen an og holde benene i gang. Vi ror indledende løb torsdag formiddag. Hvis vi ikke bliver sidst i det indledende, skal vi først ro kvartfinaler fredag, semifinaler lørdag og finale søndag.
Så nu er vi bare spændte på endelig at kunne give den gas til VM!
|