Hilsen fra en træt, men glad frigivet kanin.
Sikke dog en dejlig weekend. Jeg har længe overvejet at prøve en instruktionswwekend og endelig fået mig taget sammen til at prøve.
Det var med nerverne lidt uden på tøjet jeg mødte op i klubhuset fredag d.1/5 kl 18 men det skulle snart vise sig at være unødvendigt, da alle var søde og meget venlige og imødekmmende. Det var lige på og hårdt, for vi skulle allerede ud at ro den første aften, hvilket vist kom lidt bag på nogle af os, da vi jo slet ikke anede hvordan vi overhovedet skulle komme i bådene. Men i kom vi og sikke da en masse kommandoer og ting og sager man skulle have styr på. Det gik nu helt okay, der var da ihvertfald ingen både der kæntrede selvom det gik lidt vildt for sig ind imellem for det er altså lidt svært at koncentrere sig når man også gerne vil se lidt af naturen også.
Lørdag havde vi bådene i vandet hele to gange og fik prøvet at være styrmand, sjovt, og vi kunne også komme i en outrigger hvilket straks gjorde tingene endnu mere komplicerede for undertegnede, men helt bestemt sjovt at prøve.
Da vi mødte ind søndag var der mange der kunne konstatere, at de havde nogle muskler de ikke anede eksisterede! Jeg blev på land søndag formiddag, hvilket var skidetræls for selv om jeg var nødt til det af hensyn til mine led, var det virkeligt et surt show at se de andre ro af sted ud på nye oplevelser! De kom alle glade og tilfredse tilbage til middag og jeg kunne næsten ikke vente med at komme ud på vandet efter de dejlige sandwich, der blev serveret. Da vi kom af sted var det virkelig en kanon oplevelse jeg fik. Det føltes som om alt gik op i en højere enhed og alt hvad jeg havde lært var ligesom begyndt at give mening. Ja for noget af det vi fik at vide var at vi skulle lytte til hvordan båden lød - øh jeg kunne ikke rigtigt høre den tale til mig på de første ture, men rigtigt nok så lød båden altså anderledes når vi fik gjort tingene i det rigtige flow, wauv fed fornemmelse.
Jeg gik hjem efter en dejlig weekend og havde det rigtigt dejligt med at skulle starte dette nye kapitel i mit liv. Nuvel jeg bliver aldrig så dygtig som drengene i guldfireren men det var heller aldrig mit mål, blot at kunne komme til at ro sammen med nogen dejlige mennesker i den flotte natur, få nogen nye oplevelser samt styrke mine led og muskler.
Til sidst vil jeg gerne sige et stort tak til de instruktører der gjorde denne weekend til en uforglemmelig weekend for mig og garanteret også for alle de andre nye kaniner. Jeg har virkelig kun roser at give til alle de dejlige roere, der gad gøre det til en så god oplevelse, godt gået. Jeg vil glæde mig meget til denne sommer og se frem til rigtigt at få lært at ro. Igen et kæmpestort tak, og på glædeligt gensyn nede i klubhuset.
Med venlig hilsen Jette Manly Kristensen
(Ny Kanin)
|