Kortbanekaproning i Silkeborg Roklub
På denne side finder du beretninger fra diverse kaproninger og andre nyheder, meninger og iagttagelser skrevet af roere, trænere, dommere og forældre
|
Holstebroregatta 2010
af Lise Nyengaard
|
Endnu en Holstebro Regatta er vel overstået, og endnu en gang er Silkeborg Roklub vendt hjem med medaljer.
Det er næsten hjemmebane, synes nogle af roerne, da mange træningskilometer gennem årene netop er tilbagelagt på Vandkraftsøen i Holstebro.
Vejret var fantastisk – næsten ingen vind, behagelige temperaturer og tørvejr. Perfekt!
Silkeborg havde 6 roere til start og distancen var 1000 m.
Astrid og Stephanie deltog både i 1x og i 2x i pige-junior A. Det var første gang de hver især stillede op i 1x i jun. A, og her er konkurrencen hård. Pigerne har udviklet sig meget i løbet af sæsonen, og de var rigtigt godt med gennem hele løbet. 200 m før mål lå placeringerne 2-5 utroligt tæt. Det lykkes Stephanie at finde de sidste kræfter og sikre sig en bronzemedalje umiddelbart foran Astrid. Flot roning af begge piger og stort tillykke til Stephanie!
I dobbeltsculleren blev det til en 3. plads senere lørdag, men de var ikke tilfredse med løbet. Efter en snak om oplagte forbedringspunkter, var de helt klar til søndagen, hvor de roede et rigtigt flot løb. Det rakte til en placering som nr. 4.
Gennem årenehar Anna aldrig deltaget i en Holstebro regatta uden at komme hjem med minimum en sølvmedalje, og denne gang var ingen undtagelse. Med overbevisende sejre både lørdag og søndag sikrede hun sig to guldmedaljer og dermed et Jysk Mesterskab i let dame-1x. To sølvmedaljer blev det også til i Sprint Cup, der er for tung dame-1x. At være let roer og stille op i tung kan være en udfordring, da modstanderne kan være meget store. ”Ja, det ser unægteligt sjovt ud, når vi står ved siden af hinanden. Hun er lidt større end mig” griner Anna. ”Lørdag var hun (vinderen) afsindigt hurtigt væk i starten, og jeg kæmpede hele løbet med at hænge på. Søndag gik det bedre. Efter starten formåede jeg at få det gode glid i båden ned over banen, så jeg langsomt ’åd’ mig ind på hende, men hun vandt igen, dog med mindre margen.”
Jacob og Dan stillede ligeledes op i Sprint Cup (1x) for herrer lørdag. Ved lodtrækningen var de uheldige at havne i samme indledende heat, og her var det Jacob, der lige akkurat ikke gik videre til finalen, da Dan sikrede sig den adgangsgivende 3. plads foran Jacob. I finalen blev det til en 6. plads til Dan. Søndag blev det til en 4. plads i indledende heat til Dan, og han gik dermed ikke videre til finalen.
Jacob stillede også op sammen med sit JVM-hold i herrernes 4x -Cup. Det blev til en meget flot 3.plads lørdag og en 4. plads søndag.
Søndag forsøgte han sig også med Emil i 2x for de tunge herrer, og her blev det til en meget flot sølvmedalje få sekunder efter de nyslåede U-23VM-bronzevindere fra Odense. Flot roet drenge!
Emil havde lørdag slået sig sammen med en roer fra Sorø, og i ren opvisningsstil vandt de suverænt herrernes tunge 2-. Stort tillykke med guldet!
Silkeborg-drengene stillede søndag til start i herrernes firer-løb ved lån af en Hadsund-roer. Om det var kræfterne, der slap op sidst på søndagen eller eftervirkningerne af nattens bytur skal være usagt, men de slutter som nr. 5 og dermed sidst.
Tak til Århus, Hadsund, Holstebro, Odense og Sorø Roklubber for udlån af både til vores roere. Uden både, ingen medaljer!
Stor tak til Odder, Århus, Hadsund og Sorø Roklubber for trænerbistand under regattaen – Det var GULD værd!
Tak til Århus Roklub for bådtrailer-support, og mange tak til dommer Flemming Gaur for at træde til og repræsentere Silkeborg Roklub på mandskabsledermødet.
|
Sorø Regatta - 2010
af Anna Nyengaard
Jeg roede 2x med Maja både lørdag og søndag. Der var ikke andre lette roere, så vi blev nødt til at stille op i tung. Vi kom i finalen begge dage, hvilket vi er glade for. Lørdag blev vi nummer tre - kun overgået af to norske hold, dvs. vi vandt over alle de tunge danskere! Søndag blev det modvind, hvor de tunge desværre havde fordel, og vi blev derfor kun nr. 5 efter et dansk hold fra DSR og de to norske hold fra lørdag og et nyt svensk hold. Søndag roede jeg også 4x i den tunge klasse med tre piger fra bagsværd, hvor vi fik sølv kun slået af nogle normænd, men foran Ægir (to af mine romakre, som jeg blev nordisk mester med sidste år) og en del andre danske hold. Sorø er Maja og jegs afslutning på vores samarbejde, og nu fokuserer jeg på 1x med henblik på Holstebro og DM, hvor jeg stiller op i letdame singlesculler.
|
Odense Langdistance 2010
af Lise Nyengaard
Guld og 3x bronze til Silkeborg Roklub
Det ser lovende ud for Silkeborg Roklubs kaproere den kommende sæson. Langdistance regattaen i Odense har givet et fingerpeg om formen her ved sæsonstart, og roerne opnåede rigtigt fine placeringer på 6 km distancen. |
Jacob Søby fik fundet farten i båden da det gjaldt og lørdag blev det således til en flot 3. plads i hans klasse junior singlesculler. Søndag strøg han helt til tops og hjemtog guld. ’Det er ikke så ringe’, fortæller han på godt jysk. Jacob er med i brutto-truppen, der kæmper om en billet til ungdoms-OL i Singapore i august, og han står nu rigtigt stærkt i den endelige udtagelse, der finder sted ved Copenhagen Regattaen på Bagsværd Sø sidst i maj. ’Jeg har nu fuld fokus på træning og optimering af båden op til den regatta’ fortæller en meget glad Jacob.
Emil Hjorth Espensen og Thorbjørn Sønderbo Patscheider var taget til Odense for at udfordre de øvrige seniormandskaber i dobbeltsculler - og de holdt sig ikke tilbage. Både lørdag og søndag strøg de ind på en flot 3. plads efter 2 lokale mandskaber. Det var et meget stærkt roende felt de var i. Således var de 3 første både fra senior dobbeltsculler-løbet blandt top 10 i konkurrencen ’alle mod alle’. Her er vinderen den båd der ror tættest på verdensrekorden for deres bådtype. ’Vi er meget tilfredse med vores præstation. Det er rart at vi kan være med i toppen allerede det første år som senior. Vi glæder os til de næste regattaer, hvor vi skal ro 2 km. Det bliver tæt!’ udtaler en meget tilfreds Emil.
Anna Nyengaard måtte med kort varsel stille op i singlesculler, da hendes makker er skadet. Hendes forberedelse til løbet var således ikke optimal, men hun kæmpede sig til en flot 5. plads i den åbne dameklasse. ’Det var et svært løb for mig lørdag, og i den åbne klasse er det svært at hamle op med de tunge damer!’ Søndag blev det til en 4. plads og Anna er tilfreds med resultatet: ’Mit løb søndag var klart bedre, og jeg placerede mig rigtig godt i forhold til de øvrige lette U-23 damer,’ fortæller Anna. Hun har fået megen erfaring med hjem til hendes videre træning.
For Astrid Berthelsen og Stephanie Svendgaard var det deres første regatta og pigerne var primært med for at lære og få erfaring. Lørdag blev det til en 8. plads i junior dobbeltsculler. Søndag havde de fundet et lidt højere tempo, og de avancerede til en 7. plads. ’Det har været rigtigt spændende og meget lærerigt at være med. Vi forbedrede os fra lørdag til søndag og det var en god fornemmelse’ fortæller en glad og meget træt Astrid. Begge dage lå de bedre placeret i første halvdel af løbet, men 6 km er langt når man lige er startet på kaproningsbanerne. Det bliver spændende at følge pigerne til de næste regattaer og se, om de fortsætter den gode udvikling.
Kig nærmere på resultaterne, klik her
|
Optakt Odense Langdistance, 24.-25. april 2010
af Lise Nyengaard
6 roer fra Silkeborg Roklub starter sæsonen i Odense i den kommende weekend. Her afholdes Odense Langdistance Regattaen. Distancen er 6 km begge dage og konceptet er ’alle mod alle’.
Alle bådene kæmper mod hinanden med et tids-handicap udregnet fra verdensrekorden for den pågældende bådtype på 2 km-distancen indenfor hhv. senior og junior, dame og herre. Det betyder, at der ikke som ellers er vægt- og alders-inddelinger, hvilket giver en stor fordel for meget dygtige, tunge roere. Silkeborgs roere er dygtige, men alle i den lette vægtklasse, så klubben forventer ikke podiepladser denne gang. Regattaen skal først og fremmest bruges til at vurdere vinterens træningsindsats i forhold til konkurrenterne i de forskellige bådtyper.
Da det er den første regatta i år giver den et ret godt fingerpeg om, hvordan formen er hos de enkelte mandskaber.
Vinterens megen is og kulde har bevirket, at mange roere kun har haft ganske få uger på vandet inden årets første regatta. Silkeborgs roere har som regel altid gode forhold om vinteren, da Remstrup Å sjældent fryser til, men i år har vinterens vandtræning ikke været optimalt pga. kulden og is. På en intensiv træningslejr i påsken umiddelbart efter at søerne var blevet isfrie, har roerne dog forsøgt at indhente det forsømte. |
Astrid Berthelsen og Stephanie Svendgaard stiller op i junior dobbeltsculler. Begge piger startede med at ro sidste år, så de er helt nye sammen på kaproningsbanerne. Gennem vinteren har de trænet grundtræning og i romaskiner, og blot 4 uger på vandet i denne sæson er det blevet til. Motivationen er stor og de har udviklet sig konstant, så der er kommet mere og mere fart i båden.
Weekendens regatta skal pigerne bruge til at få erfaring og til at vurdere deres niveau blandt de øvrige pige-roere i Danmark.
Anna Nyengaard stiller op i singlesculler. Det er hendes første løb på vandet som ny senior. Hendes plan for året var oprindelig at ro dobbeltsculler med hendes VM-makker fra sidste år, men en skade har bevirket, at Anna med kort varsel må stige ombord i singlesculleren denne sæson. ’Det er en udfordring for mig – 6 km i singlesculler er svært, men jeg har været rigtig heldig, da klubben har lejet en ny båd til mig. Den passer til min vægt og kan stilles lige præcis til mig. Det betyder meget for mig, da mine konkurrenter her i seniorklassen alle har nye både.’ Anna skal først og fremmest bruge regattaen til at høste erfaring til sin videre træning i singlesculleren.
Jacob Søby stiller op i junior singlesculler. Jacob skal forsøge at følge op på en forrygende 2009-sæson i singlesculleren. ’Jeg har haft problemer med at indstille båden, og farten har derfor været meget svingende den sidste måneds tid, men hvis jeg får fart i båden, satser jeg på at ende i top 3.’
Det er Jacobs sidste år som junior og han satser stort. Han er med i brutto-truppen, der skal kæmpe om en billet til ungdoms-OL i Singapore i august måned. Et godt resultat i Odense vil øge hans chancer for at komme videre i udtagelsen.
Emil Hjorth Espensen og Thorbjørn Sønderbo Patscheider stiller op i dobbeltsculler. De afsluttede 2009-sæsonnen med et dansk mesterskab for juniorer, så motivationen til at træne har været i top hele vinteren. De har haft stor gavn af at have kunnet træne på vandet flere gange denne vinter, og har vist stor styrke på de små indbyrdes opgør, der har været i forbindelse med træningssamlinger. De føler, de er godt forberedte: ’Vi glæder os til at komme i gang igen og til vores første regatta som senior. Da det er sæsonens første regatta kender vi endnu ikke helt de andre modstandernes niveau, og weekenden skal således også bruges til at se modstandernes niveau an.’ Mon ikke de har udset sig nogen etablerede seniormandskaber, der skal roes agterud?! |
Udtagelse til EM Montemor-o-Velho, Portugal
Så er klubbens første internationale udtagelse i hus. FISA har netop annonceret årets event Jurys, Her iblandt undertegnede.
|
Øvrige danske dommere der er udtaget er:
Morten Juel Hansen (Bagsværd Roklub) WORLD CUP REGATTA 2 – München, Tyskland
Leif Egholm (Hvidovre Roklub) U23 VM – Brest, Hvide Rusland
Judith Lyster (Roskilde Roklub) U19 VM – Racice, Tjekkiet
Torben Tyren (Hvidovre Roklub) VM – Lake Karapiro, New Zealand |
EM benyttes i år som opvarmnings regatta for de bedste danske hold, før VM på New Zealand. De øvrige Europæiske nationer må forventes at følge samme strategi. Jeg ser frem til en spændende weekend i september, som i vil få et indlæg fra når tiden er inde.
Lad os håbe dette blot er den første udtagelse til et internationalt mester skab i 2010 for Silkeborg Roklub. Så de aktiv kaproere også får lov til at komme ud at opleve suset fra de store stævner.
Udover EM vil jeg i år, også være at finde som dommer, ved følgende danske regattaer: Sorø, Holstebro (Årgangsmesterskaber), Århus Open, DM samt hvad der måtte komme af opgaver.
Ro hilsner
Flemming Gaur |
Guld, sølv og bronze til Silkeborg Roklub ved DM i ergometerroning 2010
af Lise Nyengaard
Silkeborg Roklubs kaproere skulle lørdag prøve kræfter med resten af Danmarks elite i rosporten ved DM i ergometerroning i Gladsaxe Sportshal. Og der blev roet stærkt. Der blev ikke sat verdensrekord i år, men rigtig mange roere satte personlige rekorder og niveauet var generelt meget højt.
Veteranen Jørgen Skødt Pedersen gjorde rent bord. I overlegen stil førte han ganske imponerende gennem hele løbet og sikrede sig dermed sit 3. danske mesterskab i træk i aldersklassen 60-69 år. Stort tillykke!
I sommerhalvåret er Jørgen fast inventar på Silkeborg Roklubs herre-båd på langdistancekapronings-banerne rundt om i landet. Langdistancekaproning roes i de lidt tungere både (inriggere) med styrmand og distancen er 10 eller 25 km.
Sølv til Emil! Stort tillykke! Emil Hjorth Espensen overraskede alle og ikke mindst sig selv og strøg ind på en flot, flot 2. plads i løbet for let herre U-23.
’Jeg roede et rigtigt godt løb. Jeg er selv overrasket over så langt min tid rakte, for jeg havde forventet at de andre roede noget hurtigere, men jeg er åbenbart stærk..! Og det føles rigtigt rart, at de sidste måneders indendørs træning ser ud til at virke!’
Thorbjørn Sønderbo Patscheider overraskede også i dette løb. Det blev til en flot 8. plads i et meget tæt felt. Han er meget tilfreds med sit løb og glad for at tiden rækker til en placering i den bedste tredjedel af feltet. ’Jeg roede et rigtigt godt løb er meget glad for min placering. Og ikke mindst glad for, at min dobbeltsculler-makker Emil snupper sølv. Det er f… flot!’
Der er mere krudt i de to junior-dannmarksmestre, der nu er U-23 seniorer, og det ser meget lovende ud for denne komne sæson i dobbeltsculleren på vandet blandt de lette U-23 herrer.
Anna Nyengaard roede det bedste hun kunne i løbet let dame U-23. ’Jeg er tilfreds. Jeg har arbejdet med at ligge i et lidt højere tempo og det lykkedes. Det var et meget hurtigt løb i dag, så jeg er meget tilfreds med at det rækker til en 5. plads som ny U-23-senior. Næste år rykker jeg frem i bussen – og nu vil jeg gerne snart på vandet!’
I den åbne dameklasse for U-23 kæmpede Anne Søby sig til en bronzemedalje. ’Tiden er jeg ikke stolt af – den kunne være meget bedre, men det er godt at være med igen efter et år med delvis pause fra roningen. Det giver motivation til træningen i det daglige.’
Jacob Søby skulle op og blande sig i toppen blandt de ældste juniorroere for at stå bedst muligt til den kommende sæson med udtagelse til NM og junior VM. ’Jeg er meget tilfreds med mit løb, da jeg kom under 7 min. Jeg har forbedret min tid hen over vinteren, så formkurven er for opadgående - det er fint.’ Jacob sluttede som nr. 12 og dermed i den bedste halvdel af feltet.
For de to ungdomsroere Astrid Bertelsen og Stephanie Svendgaard var det deres første DM, og de var oppe mod roere der har roet i en del år. Stephanie blev nr. 9 og Astrid sluttede umiddelbart efter som nr. 10. Hermed blev det til 1-0 i Stephanies favør i deres indbyrdes opgør. ’Jeg er godt tilfreds med min indsats, og det har været rigtigt sjovt. Og så har jeg også lige lært startproceduren..!’(Stephanie var så ivrig for at komme i gang at hun tyvstartede, red.)
Astrid var ikke helt tilfreds med løbet. ’Jeg havde været syg i ugen op til, og det sad stadig i kroppen under løbet, så jeg havde ikke det store overskud’.
Det bliver spændende at følge pigerne, når de kommer på vandet og skal til at omsætte kræfterne til fart i båden.
Dan Holten Rasmussen deltog i løbet let herre U-23 og sluttede som nr. 19.
Silkeborg Roklub er meget tilfreds med dette års indendørs DM. Det viser, at vi har roere, der kan være med blandt de bedste i Danmark.
Fra alle roere lyder en stor tak til Rune for support og coaching under stævnet. Næste år må vi sørge for at der bliver sprint på programmet, så han også får sved på panden!
Snart må der gerne blæse lidt lunere vinde over søerne – roerne skulle også gerne kunne træne på vandet – det er trods alt dér slagene skal stå! Mon der er isfrit til standerhejsning?!
Detaljeret resultatliste kan ses på http://www.ergometertider.dk/
|
DM ergometerroning 2010
af Lise Nyengaard
Vinteren har for alvor bidt sig fast i Danmark og dele af søerne er for en tid omdannet til skøjtebane. Godt nok er Remstrup Å endnu isfri, men pga. drivis og risiko for overisning er det ikke forsvarligt at ro på vandet. For kaproerne fra Silkeborg Roklub betyder det indendørstræning i ergometer (romaskiner). Ikke den meste sjove del af træningen, men en nødvendighed for at forbedre roernes grundform og øge styrken til sommersæsonen. I den kommende weekend, lørdag den 30. januar, afholdes der DM i ergometerroning i Gladsaxe Sportshal på den olympiske distance 2000 m. Silkeborgs Roklub stiller med 9 roere.
Thorbjørn Sønderbo Patscheider og Emil Hjorth Espensen er danske mestre i dobbeltsculler for juniorer.
Nu er de rykket op som U-23 senior, og her er konkurrencen hård. Der er 26 roere til start, der bl.a. tæller VM-medaljevindere fra 2009. Thorbjørn og Emil forventer at placere sig i den bedste halvdel af feltet. Den kommende sæson skal bruges på vandet i dobbeltsculler for at forberede udtagelse til U-23 VM i 2011.
Siden JM i begyndelsen af januar har Anna Nyengaard arbejdet intensivt på at kunne ro i et højere tempo på de 2000m. Til DM skal det gerne kunne ses på en hurtigere tid. Forventningen er en placering bland de 6 bedste. Det er blot Annas andet stævne som U-23 senior, så hun er stadig ved at finde niveauet blandt de stærkere og ældre roere. Denne sæson skal Anna primært bruge som forberedelse til U-23 VM i 2011.
Anne Søby og Dan Holden Rasmussen deltager ligeledes som U-23 senior.
Jacob Søby stiller op i drenge junior 17 -18 år. Det er hans sidste år som junior. 2009 var hans hidtil bedste sæson med bl.a. et nordisk mesterskab. Jacob satser denne sæson på udtagelse til Nordiske Mesterskaber og at komme i betragtning til JuniorVM senere på sommeren. Hvis målene skal nås vil det kræve en placering blandt de 6 bedste til DM i ergometerroning.
Fra ungdomsafdelingen deltager Stephanie Svendgaard og Astrid Bertelsen. De stiller op i pige junior 17-18 år. Det er deres første indendørs DM, og de er spændt på at se, hvad deres niveau rækker til, da de er oppe imod meget stærke roere. Begge piger har blot roet et år, og de forventer at ro dobbeltsculler sammen den kommende sæson.
En enkelt veteran-roer, Jørgen Skødt Pedersen, har et mesterskab at forsvare. De foregående år har han været ubestridt dansk mester i sin aldersklasse 60-69 år, og det bliver spændende at se om han kan fastholde sin status.
|
Guld og sølv til Silkeborg Roklub ved JM
I Tilst ved Århus lykkedes det lørdag det Anna Nyengaard at ro sig til guld ved de jyske mesterskaber i ergometerroning på 200 m – sprint-distancen.
Det var en lettet og meget glad Anna der kom på podiet for at modtage sin guldmedalje. Tidligere på dagen havde hun roet 2000 m, hvor tiden rakte til en placering som nr. 3, hvilket hun ikke helt var tilfreds med. ”Jeg havde lidt problemer midt i løbet med at holde tempoet og dermed et stabilt tryk, så jeg er rigtig glad for min revanche i sprint, som er min stærke side. Der er lige nogle ting jeg skal have set og justeret på inden DM om 3 uger, hvor også roerne fra Sjælland deltager.”
Det er Annas første stævne som U23-senior. Hun er netop skiftet kraftcenter og er nu tilknyttet Rocenter Århus i Brabrand, hvor også hendes JVM-makker Michaela Pulz, Odder træner. De forventer at ro dobbeltsculler sammen i denne sæson. Da de begge er helt nye i U-23 sammenhæng forventer de, at sæsonen skal bruges til at forberede sig til udtagelsen til U-23 VM i 2011.
Fra ungdomsafdeling deltog debutanten Astrid Bertelsen samt Emma Nyengaard også. De sikrede sig begge sølv på 200 m distancen i deres respektive aldersklasser. Meget flot!
De deltog også på en længere distance: Astrid blev nr. 5 på 2000 m og Emma blev nr. 4 på 1000 m -begge med personlige rekorder. Astrid og Emma var dog begge meget enige om at sprint var det sjoveste!
Dagen sluttede med at Flemming Gaur løsnede dommerslipset og trak i træningstøjet, så de sammen kunne ro 4 x 500 m sprint for klubhold. Med 19 hold til start var det et meget underholdende og spændende løb. Deres indsats rakte til en 13. plads. Ganske pæn placering, når man tager træningsindsatsen i betragtning. Det kræver sin koordination at få skiftet i farten!
Rune Skjødt kiggede forbi og hjalp til, hvilket vi var rigtig glade for. Han blev helt grebet af sprint- konkurrencen, så nu stiller han op til DM sidst i januar. Måske kan han overtales til holdsprint også… Hvis andre vil følge hans eksempel, kan jeg oplyse, at de er løb i alle aldersgrupper – the sky is the limit!
/Lise Nyengaard
|
1 GULD - 2 SØLV - 1 BRONZE DM i junior-dobbeltsculler til Silkeborg-roere ved DM 2009
Thorbjørn Patscheider og Emil Espensen har vundet DM - stort tillykke til dem. Men også de andre Silkeborg-roere har gjort det helt fantastisk. Anna Nyengaard hjemtog en sølvmedalje i JW1X. Mogens Jessen og Lars Christensen tog også sølv i 2X. Endelig blev det til en flot bronzemedalje til Jacob Søby i JM1X. Dan og Thorbjørn fik en 5. plads i LM2X.
Tillykke med de flotte placeringer.
|
DM- kortbane 2009 -7 Silkeborgroere til start
Rosæsonen er ved at gå på held og for kaproerne betyder det årets afsluttende dyst - kampen om de danske mesterskaber på kortbane. I år er DM henlagt til Bagsværd Sø lørdag d. 3. oktober 2009. Silkeborg Roklub stiller med hold i de små bådtyper, og distancen er 2000 m.
Læs den spændende optaktsartikel, klik her
DM resultater2009
Øsende regn og kastevinde er ingen hindring, når det gælder årets sidste dyst i kaproning på 2000 m bane. Vejret er blot et ekstra krydderi på konkurrencen. Silkeborgs roere kom, de roede og de sejrede!
Læs Lises beretning, bl.a med interview af deltagerne og klubbens formand, klik her
|
|  |
|
Kortbane DM 2009 – resultater fra Bagsværd Sø
af Lise Nyengaard
Øsende regn og kastevinde er ingen hindring, når det gælder årets sidste dyst i kaproning på 2000 m bane. Vejret er blot et ekstra krydderi på konkurrencen. Silkeborgs roere kom, de roede og de sejrede!
Emil Hjorth Espensen og Thorbjørn Patscheider vandt guld – de er danmarksmestre!
Et fantastisk samarbejde ude i båden og overblik gennem hele løbet sikrede dem en fantastisk flot sejr i drenge-dobbeltsculler og dermed et Danmarksmesterskab til Silkeborg Roklub.
Med et suverænt indledende løb om formiddagen gik Silkeborgs drenge-dobbeltsculler videre til finalen med den bedste tid. Odense var forsvarende mester og favorit og ligeledes i finalen.
I finalen udviklede løbet sig til en sand gyser. Efter 500 m lå Silkeborg blot på en fjerde plads med Odense i spidsen som forventet. Ved 1000 m havde Silkeborg hentet Hadsund, og drengene indledte derefter jagten på Bagsværd og Odense. De lå tæt og kæmpede om placeringerne, men ved 1200 m skete der noget: 3 års sammenroning, et kraft-overskud og et velkoordineret heppekor fra land gav tilsammen Emil og Thorbjørn troen på, at nu ville det lykkes. Med optimal rytme og tordnende fart i båden, rykkede de tag for tag forbi Bagsværd og satte til sidst også Odense til eftertrykkeligt vægs. Drengene fløj over målstregen som vindere og dermed danmarksmestre! En fantastisk præstation - roning når det er bedst!
Sejrsbrølet udeblev da heller ikke!
”Det er vores bedste løb nogensinde” beretter en meget glad Emil. ”Efter at vi havde vundet det indledende løb med bedste tid, var vi klar over, at vi kunne blande os i toppen, men tit lurepasser bådene lidt i indledende for så at gi’ den gas i finalen. Vores samarbejde ude i båden var perfekt, så i finalen var vi ikke i tvivl om, hvornår vi skulle gå op i tempo og sætte ind med de sidste kræfter. Vi kom helt op at flyve - det var så fedt!”
”Det var bare et helt vildt godt løb”, fortæller Thorbjørn. ”Når vi ligger derude og kæmper er det en fantastisk styrke at kende hinanden så godt, som vi gør. Vi bevarede overblikket, selvom vi kom lidt i problemer i det urolige vand i starten, men samarbejdet fungerede bare, så vi gjorde nøjagtigt som vi havde aftalt – trykkede til – og vandt!”
Thorbjørn fik dog ikke lang tid til at smage sejrens sødme, inden han igen straks skulle i aktion, denne gang med Dan Holden Rasmussen i let herre-dobbeltsculler.
Det silede ned og vinden var efterhånden ret kraftig. Båden skulle tømmes for vand og tørt tøj til Thorbjørn var ingen luksus. Let herre-dobbeltsculler var nok et af stævnets stærkeste felter, da det er en OL-bådtype, og det fik de unge roere at mærke. Dan og Thorbjørn hængte godt på feltet på de første 500 m og klarede sig gennem det urolige vand inden 1000 m. Men så begyndte resten af feltet at trække fra drengene. Trods en rigtig god spurt sluttede de på en 5. plads. Det tidligere dobbeltsculler-løb sad stadig i benene på Thorbjørn. ”Jeg var blevet lidt for kold, og så var der altså udsolgt..” meddelte en træt men glad Thorbjørn. Dan og Thorbjørn er dog begge tilfredse med løbet. ”Vi fik en god rytme og fart i første del af løbet, men vi havde ikke overskuddet denne gang”, fortæller en tilfreds Dan.
Anna Nyengaard sikrer sølv til Silkeborg
Hos pigerne blev det et meget spændende løb i singlesculler. Anna kom rigtigt godt af sted og var med fremme lige fra start. Umiddelbart efter røg pigerne ind i sidevind, der gav en vanskelig sø, og efter 1000 m var Anna faldet ned på 3. pladsen efter Odder (Michaela Pultz) og KVIK (Mejse Andersen). Odder øgede lidt ned over banen, men Anna holdt fast og fulgte med. Langsomt arbejde Anna sig op på siden af KVIK ved 1200 m og fik dermed kontakt til Odder, der stadig lå i front. Anna kæmpede mod KVIK indtil 300 m før mål, hvor Anna satte den afgørende spurt ind. Hun haler ind på Odder, men banen er ikke lang nok, og Anna kommer ind på en flot 2. plads. Sølvmedalje til Silkeborg!
En meget glad Anna fortæller, at hun disponerede sine kræfter fornuftigt i det vanskelige vand i starten af løbet. Det gav hende overskud til at bevare overblikket i løbet og kræfter til hendes afgørende spurt. ”Jeg er meget glad. Jeg roede et rigtigt godt løb, stolede på min taktik og fulgte den hele vejen. Det virkede! Jeg ved, jeg er stærk i slutspurten, men Michaela (Annas VM-romakker, red.) sad lige en anelse stærkere end mig på de første 700 m, hvor vandet var noget uroligt, og der får hun lige det forspring, som afgør løbet i dag - men jeg er meget tilfreds med min sølvmedalje!
Det har været afgørende for min træning her op til DM, at Jacob og jeg har kunnet ro mod hinanden til daglig. Jeg er blevet presset lige lidt mere, og det har givet mig meget mere fart i båden, og det kan jeg mærke i sådan et løb som i dag. Og så er Jacob god til at ’skrue’ på båden så vi har fået indstillet gamle ’Mathilde Stærk’ så optimalt som muligt til mig!”
Jacob Søby får 3.plads
Jacob skulle ro stærkt i singlesculler i sit indledende løb, da kun de 3 bedste gik videre. Med en sikker 2. plads var han klar til finalen. Her var fårene skilt fra bukkene og Jacob skulle nu ro op til sit bedste for at være med i toppen. Det gjorde han. Med et helt fantastisk kontrolleret løb slutter han på en flot 3. plads efter Hadsund (Emil Rise) og Odder (Mathias Larsen), der begge har været til VM i år. ”Jeg er meget tilfreds, men også lidt overrasket. Efter indledende kunne jeg mærke at jeg havde god fart i båden. Jeg var godt klar over, at det ville blive svært i finalen, så jeg lagde hårdt ud og roede et af mine bedste løb. Det er dejligt, det rækker så langt” fortæller Jacob. Han har udviklet sig meget i år, efter han er skiftet til singlesculler, og med en 3.plads til DM og en 5.plads til Baltic Cup med U-18 landsholdet i sidste weekend, står han unægteligt godt rustet til næste sæson, hvor han stadig er junior. Jeg er sikker på, vi hører meget mere til ham næste år!
Jacob roede i en lånt båd fra Holstebro, og han er meget ærgerlig over nu at skulle levere den tilbage. ”Hvis klubben ikke havde lånt båden, kunne enten Anna eller jeg ikke stille op, og vi ville heller ikke have fået så meget ud af den daglige træning. Det har været en kæmpe fordel og motivationsfaktor, at Anna og jeg har kunnet træne mod hinanden i hver sin singlesculler de sidste par måneder. Det har gjort, at vi har kunnet optimere vores tryk og dermed fart”, fortæller Jacob.
Endnu en 2.plads til Silkeborg
Klubbens kaproningschef og ’pensionerede’, men yderst rutinerede kaproer, Mogens Jessen og hans gamle lærermester Lars Christensen (sportschef i Danmarks Rocenter) viste, at selv om man ikke er aktiv kaproer i dagligdagen, kan man godt være med i kampen om medaljerne til DM. De unge roere fik kamp til stregen af de ’gamle’. I overlegen stil roede Mogens og Lars sig til en 2. plads i herrernes tunge dobbeltsculler kun overgået af Mads Rasmussen (VM-bronzevinder i singlesculler) og hans makker fra Danske Studenters Roklub.
”Det har været rigtigt sjovt at stille op sammen med Lars. Vi riggede båden til, flyttede lige spændholtet og fik 2 km sammen på vandet om morgenen inden det gik løs. Faktisk førte vi løbet de første 700 m, men måtte så køre den hjem på rutinen… Måske med lidt mere træning næste år – så er den der!” udtaler Mogens med et slet skjult smil. Mogens og Lars slog bl.a. den regerende verdensmester i indendørsroning Henrik Stephansen og hans makker fra Roklubben Furesøen. Selvom Mogens ikke ror på topniveau længere, holder han formen ved lige med bl.a. løb og cykling, og det er blot 2 uger siden han gennemførte Berlin Maraton.
Mogens og Lars havde også været på lånemarkedet for kaproningsbåde, og denne gang var det Lemvig Roklub, som villigt stillede materiel til rådighed. ”Det er rart, at vi har kunnet låne både så alle har kunnet komme til start,” fortæller Mogens.
Kaproningschefen i Silkeborg Roklub, yderst tilfreds med roernes indsats til DM.
”Alle præsterede rigtigt godt, og det gik over forventning, Jeg er meget tilfreds. Det, at Emil og Thorbjørn ror et så flot og suverænt løb og vinder, viser, at roerne har niveauet til at være blandt de bedste. Roerne har ydet en fantastisk indsats i år. Mange timers træning og arbejde med teknik har ført dem til denne succes. Det er en indsats, de selv har ydet, og det er en fantastisk belønning som roer at afslutte sæsonen med så fine resultater. Jeg har fulgt roerne de sidste par år, og de har hævet deres niveau hvert år og er bare blevet bedre og bedre. Jeg glæder mig til næste sæson”, udtaler Mogens Jessen.
”Et helt fantastisk DM for Silkeborg Roklub og en helt formidabel 2009-sæson for klubben”. Silkeborg Roklubs formand, Per Knudsen, har også kun rosende ord til deltagerne. ”Først og fremmest et stort tillykke til Emil og Thorbjørn med det danske mesterskab og til Anna og Jacob med 2. og 3. pladsen.
Med et dansk mesterskab til klubben krones en 2009-sæson med stor succes: Anna Nyengaard vinder NM i junior-dobbeltfire, Emil Hjorth Espensen, Thorbjørn Patscheider og Jacob Søby vinder NM i junior-otter. Anna samt Emil og Thorbjørn deltager i junior-VM og placerer sig som hhv. nr. 18 og 12 igen i dobbeltfire og otter, og Jacob deltager i Baltic Cup og hjemtager to 5.pladser i singlesculler.
Dermed følger roerne op på tidligere stolte kaproningstraditioner i Silkeborg Roklub gennem tiderne, hvor klubben har udviklet flere roere til landsholdet – her i blandt Eskild Ebbesen. Det er dejligt at være med til at udvikle fremtidige landsholdsroere. Jeg tror helt sikkert, vores roere kan nå langt.
For 2 år siden lavede bestyrelsen og kaproningschefen en 3-årig målsætning for klubbens kaproningsafdeling, og den målrettede indsats har virket. Vi har indtil nu fået indfriet forventningerne og nået vores mål. Næste år gælder det endnu en gang deltagelse i VM”, udtaler Per Knudsen.
|
7 roere fra Silkeborg Roklub deltager i DM den kommende weekend.
af Lise Nyengaard
Rosæsonen er ved at gå på held og for kaproerne betyder det årets afsluttende dyst - kampen om de danske mesterskaber på kortbane. I år er DM henlagt til Bagsværd Sø lørdag d. 3. oktober 2009. Silkeborg Roklub stiller med hold i de små bådtyper, og distancen er 2000 m.
Jacob Søby stiller op i singlesculler i junior-drenge. Her er 11 både til start og konkurrencen er hård. Jacobs mål er at ro et godt indledende løb, der rækker til en finaleplads og dermed blandt de 6 bedste. Da Jacob har endnu et år som junior til gode næste sæson, forventer han ikke være med i kampen om topplaceringerne i år. Jacob har dog haft en forrygende sæson med bl.a. et nordisk mesterskab i otter og en netop dugfrisk 5. plads ved Baltic Cup i Norge i singlesculler.
Anna Nyengaard har også haft en rigtig god sæson i år med bl.a. et nordisk mesterskab og deltagelse ved junior-VM. Hun stiller til start til DM i singlesculler for pige-juniorer. Her er hun i et stærkt felt med bl.a. en af hendes holdkammerater fra dobbeltfireren fra junior-VM. Singlesculler er ikke hendes foretrukne bådtype, og det har været en mental omstilling at gå fra en hold-båd til singlesculler. De seneste 2 måneder har hun trænet målrettet mod DM, og hendes mål er at blive blandt top 4.
Emil Hjorth Espensen stiller til start i dobbeltsculler for drenge-juniorer sammen med Thorbjørn Patscheider. Her er mange både til start, så de skal ro indledende heat. Deres mål er at kvalificere sig til finalen og dermed være blandt de 6 bedste både. For Emil og Thorbjørn har det ligeledes været en fantastisk sæson. Med et nordisk mesterskab i otter og en deltagelse ved junior-VM i bagagen, kan de godt gå op og blande sig i toppen, men med så stærkt et felt bliver løbene tætte, og udfaldet er helt åbent.
Thorbjørn stiller også til start i dobbeltsculler sammen med Dan Holden Rasmussen i let herre-klassen. Det er traditionelt et løb hvor konkurrencen er hård, og i år er ingen undtagelse. Her er bl.a. VM-medaljevindere til start, så Dan og Thorbjørn skal ro op til deres bedste for ar være med. De har dog bevist ved tidligere regattaer i år, at rammer de dagen, kan de være farlige out-sidere.
Klubbens kaproningchef Mogens Jessen stiller også op. Efter en del års pause fra roning på eliteniveau og landsholdet stiller han i år op i åben klasse for herrer i dobbeltsculler sammen med Lars Christensen, der er sportschef i Dansk Forening for Rosport og mangeårigt medlem af Silkeborg Roklub. Han er tidligere verdensmester i netop denne bådtype (1995), og det var i sin tid Lars, der lærte Mogens at ro, så mon ikke de kan finde ud af at få fart i båden, trods det at de ikke har trænet sammen længe. De er i et meget stærkt felt, der tæller flere nuværende landsholdroere og VM-medaljevindere.
Kortbane DM 2009 markerer samtidig afslutningen på én af de bedste sportslige sæsoner i Silkeborg Roklubs nyere historie. Klubbens målrettede satsning på kaproning for 4 år siden har gjort, at bestyrelsens målsætning om deltagelse på landsholdet og internationale medaljer er nået. Det bliver spændende at se om klubben fremover er i stand til at fastholde det høje sportslige niveau.
Da klubben ikke selv råder over tilstrækkeligt kapronings-materiel, har kaproerne været nødsaget til at gå på lånemarkedet og låne en dobbeltsculler og en singlesculler af Holstebro Roklub for at kunne stille op til dette DM. Kaproerne er meget taknemlige over at få lov til at låne både af andre klubber, så alle roerne har en mulighed for at stille op. De er også meget glade for, at det er lykkedes klubben at finde midler til at anskaffe 3 sæt nye årer, der skal bruges til DM, da de nuværende årer er så slidte, at de ellers kunne risikere at gå i stykker under løbene.
Kaproerne har en drøm om, at det ikke bliver nødvendigt de kommende sæsoner at låne materiel, når de skal stille op til regatta. Det er et meget stort usikkerhedsmoment, at det beror på andre klubbers velvilje, om det bliver muligt at stille op til regatta.
Det er også en drøm (- en nødvendighed?) for kaproerne at have det rette materiel til rådighed i den daglige træning, hvis klubbens sportslige ambitioner skal indfries fremover.
For kaproerne betyder det meget for motivationen til vinterens indendørstræning og næste sæsons mål, at de har erfaringerne og oplevelserne fra de hjemlige regattaer og de internationale mesterskaber (NM og junior-VM) med i bagagen. Ligeledes betyder også meget at, der er sikkerhed for, at kaproerne har egnet materiel til rådighed i klubben.
|
Flotte 5.pladser til Jacob Søby ved Baltic Cup
af Lise Nyengaard
Sammen med U-18 landsholdet repræsenterede Jacob Søby fra Silkeborg Roklub Danmark ved Baltic Cup 2009 i Norge denne weekend. I singlesculler kæmpede han sig lørdag til en flot 5.plads i finalen på 2000 m distancen.
Søndag var han atter på banen, men denne gang på spurt-distancen 500 m. Et voldsomt blæsevejr gjorde det ikke nemt for roerne på den korte distance, der måtte kæmpe med en kraftig medvind på 14 m/s. Her udviklede løbet sig til en sand gyser, da roerne lå meget tæt hele vejen. Jacob var således blot 1 sek. fra bronzemedaljen, men det blev det til en 5.plads kun 22/100 sek.efter nr. 4!
Jacob og hans træner er godt tilfredse med resultaterne, da en placering blandt de 6 bedste var målet. ”Jeg er meget tilfreds med min indsats. Jeg har ikke roet singlesculler så længe, så det var nyt for mig at ligge alene til start. Faktisk var det rart, at jeg skulle ro indledende heat begge dage - det gav mig lige lidt ekstra forberedelse til finalerne. Erfaringerne fra stævnet kan jeg bruge fremover - især som ekstra motivation til den kommende vintertræning” fortæller en glad Jacob Søby.
Rosæsonen er dog ikke helt forbi endnu, da der i den kommende weekend skal roes om danmarks-mesterskaberne på Bagsværd Sø.
|
Jacob Søby, Silkeborg Roklub, drager til Norge med U-18 landsholdet
af Lise Nyengaard
Jacob er klar. Han glæder sig. Mange timers træning i singlesculler hen over sommeren skal nu omsættes til fuld fokus og fart på Årungen Rostadion, Oslo, når han repræsenterer Danmark ved Baltic Cup d. 26. - 27. september 2009.
Jacob, 17, har været med før – han er en erfaren herre. Sidste år deltog han i Baltic Cup i Finland og her blev det til 2 bronzemedaljer i 4- (samme bådtype son Guldfireren) og først på sommeren i år blev det til guld ved Nordiske Mesterskaber i Stockholm i en otter (8+).
Men denne gang er det lidt anderledes. Det er første gang han stiller op i singlesculler. ”Jeg har været med på landsholdet før, og det giver mig lidt mere ro i forberedelserne, men det har været en omstilling og mental udfordring at være alene ude på vandet.”
Men helt alene er han ikke: Med sig har han Osana. Her er der ikke tale om en skønhed fra Umbrien – men en båd. Det er en fantastisk flot - og meget fin - Ferrari-rød kapronings-singlesculler venligst udlånt af Holstebro Roklub. Jacob har fået lov at låne båden for at træne op til udtagelsen til Baltic Cup, fordi Silkeborg Roklub ikke selv har en kapronings-singlesculler. ”Det er fantastisk motiverende at have sådan en båd at træne i og stille op i. Det giver mig en meget bedre forberedelse, bedre end jeg har kunnet håbe på. Båden kan indstilles, så den lige præcis passer til mit rotag, så jeg får det optimale ud af min træningsindsats. Det er sjovt at mærke min udvikling, fra jeg begyndte at ro i Osana til nu.”
Uden den båd ville Jacob ikke have haft de samme muligheder for at træne optimalt op til udtagelsen til landsholdet og efterfølgende kunne finpudse teknikken op til Baltic Cup. Båden har lige den rette størrelse og vægt til Jacob, og den har allerede vundet guldmedaljer i internationale løb. Båden blev bygget i 1999 til letvægts-roereren Karsten Nielsen som vandt guld i den ved VM samme år og i 2006 vandt Alexander Rahtenborg fra Holstebro Roklub guld ved Baltic Cup i Polen. Så båden kan ro stærkt.
Nu bliver det spændende at se, hvordan Jacob får omsat kræfterne til fart ved Baltic Cup i Oslo. Målet er en plads i A-finalen – altså blandt de 6 bedste. Konkurrencen er hård. Tyskland stiller altid med meget stærke roere, og Polen og Estland skal ikke undervurderes. Jacob ved, at han skal ro stærkt i indledende heat for at komme i A-finalen. Han har ved tidligere kaproninger i år vist, at han er stærk og i stand til at holde fokus på sit eget løb, når roerne ligger tæt.
Hvis Jacob når A-finalen, er han med i kampen om medaljerne, men først og fremmest skal han høste international erfaring og forberede og udvikle sig til den kommende sæson. 2010 er nemlig Jacobs sidste sæson som junior, og hans mål er komme på U-19 landsholdet og dermed få muligheden for at deltage i verdensmesterskaberne for juniorer i 2010.
|
Udtagelser til Baltic Cup 2009
Fra Silkeborg Roklub blev Jacob Søby Pedersen udtaget i 1X. Tillykke til ham og hans træner. Baltic Cup afholdes i Oslo på Årungen d. 26-27. september
|
Holstebro Regatta 2009 - turarrangørens bekendelser…
af Lise Nyengaard
Jeg er fantastisk glad for at få lov at være med en flok engagerede og målrettede unge mennesker til regatta. Det er sjovt og lærerigt at være en del af deres fællesskab og af og til få lov til at hjælpe dem.
Rigtig mange praktiske udfordringer klarer de selv, men det er vist rart at der er én, der forsøger at holde styr på overblikket, værktøjet, tiden og alle detaljerne, så de kan koncentrere sig om båd og roning.
Emil og Jacob var de officielle mandskabsledere, og det var de rigtig gode til. Det kan dog være svært selv at skulle holde styr på både, starttider, omrigninger og startnumre, hvis spisetider, omklædning, løbsplanlægning og mental forberedelse også skal prioriteres.
Startnumre.. I løbet af en dag skal der jongleres med en del numre og depositum er 50 kr./stk. Kap-roere er fattige folk, så jeg endte med at pansætte mine bilnøgler, for at få de sidste numre…
At få styr på hvem skal bruge hvilken båd hvornår til hvad, viste sig at være et større stykke planlægningsarbejde. Da klubben kun råder over 1, læs EN, funktionsduelig kaproningssinglesculler, der skal deles mellem Anna, Dan og Jacob samt 1, læs EN, kaproningsdobbeltsculler, der skal deles mellem Anne og Carina, Anna og Michaela (Odder) og Dan og Thorbjørn, er det en øvelse i samarbejde og koordinering at finde ud af: Hvor mange løb kan bådene bruges i og af hvem? Heldigvis stiller roerne op i hver sin gruppe, så de skal dog ikke bruge bådene samtidig, men mellem løbene skal der være tid til at: få rigget båden om, gearet årer, flyttet spændtholt og evt. skinner, samt at nå ud til start til tiden.
Med indledende heats for de fleste var det klart, at der måtte prioriteres og tænkes alternativt. Det klarede roere fantastisk flot. Nogle rykkede op i senior, nogle afgav et løb og andre var på lånemarkedet og lånte både, så flest mulige kunne få løb begge dage.
Silkeborg Roklub endte med at låne sig frem til 2 forskellige 2X og en 1X af Holstebro Roklub. Det var også meningen at vi skulle have lånt en 2- til Emil og Jacob, men den var ikke kommet hjem fra VM endnu.
Et kort øjeblik fik jeg den tanke, at det var da godt, der ikke var flere kaproere i klubben…
Ros til trailerpakkerne - de er fænomenale til at pakke en trailer.. Jeg kan kun sige: jo flere gange man gør, det jo bedre bliver man, og jo hurtigere går det næste gang!
Mange tak til Flemming Gaur for at køre bådtraileren til Holstebro og retur. Det har været en stor hjælp.
|
Update fra kapafdelingen - 31/3 2009
af Mogens Jessen
Så nærmer sæsonen sig snart og det er nu vi skal ud på diverse kaproningsbaner og se om vinterens træning giver pote. Sæsonen skydes, traditionens tro, i gang i Odense den 26 April, hvor det gælder 6 km på Odense kanal. Det skal blive spændende og se, hvad vores drenge 4- kan stille op mod københavnerne. Ved sidste fælles-samling i Bagsværd var de 30 sek efter, men inden Odense venter en påsketræningslejr, hvor drengene har mulighed for at rykke rigtig meget. Ny på holdet i år er, Mathias fra Sønderjylland. Han er en rigtig stærk dreng, som klart kan tilføre båden mere styrke. På det tekniske mangler han stadig lidt, men med nogle gode km i påsken, føler jeg mig overbevist om, at københavnerne får kamp til stregen.
Udover vores 4- har vi Dan med i 1X til Odense Langdistance. Endnu ved vi ikke, hvem der kommer i singlesculler, men Dan skal helt sikkert nok få noget at se til. Dan skal prøve at redde sig igennem på sin teknik, da formen godt kunne være bedre.
Vores piger kommer i Odense til at skulle ro mod hinanden. Anna stiller op i 2X med Charlotte fra Holstebro. De to piger supplerer hinanden godt. Charlotte er en rigtig stærk pige der har flyttet sig utrolig meget teknisk, med god hjælp fra Anna. Anna ser ud til at være kommet sig oven på sidste års mange skader og sygdom. Så det ser lovende ud for de to piger.
Til at give Anna og Charlotte kvalificeret modstand, stiller Anne også op i 2X. Anne blev fornylig sat sammen med Charlotte fra Odder. Konstellationen har på kort tid gjort store fremskridt. Og deres centertræner har forhåbninger om en rigtig god performans allerede til Odense langdistance.
Det bliver spændende og se, hvem der kommer hjem med håneretten.
Carina er for tiden ude med en skade og kommer højst sandsynlig ikke til at ro i Odense.
Kapafdelingen vender tilbage når vi når lidt længere hen i sæsonen. Så følg med på roklubbens nye fine hjemmeside. Vi vil prøve på at skrive lidt efter hver kaproning.
|
|
|