00

Thorbjørn Patscheiders blog eller Thorbjørns vej til A VM 2011

På denne side vil Thorbjørn løbende holde os opdateret



Silkeborgroer vinder VM bronze.

 Af  Mogens Jessen

Ved VM i Bled Slovenien vandt Silkeborg roeren Thorbjørn Patscheider søndag formiddag VM bronze i letvægtsotter med styrmand.

Vinder blev Australien med Italien på andenpladsen. Danskerne kom i mål i tiden 5:46:75 ca. 2 sek. efter vinderne.

 

Løbet blev en tæt affære.

 

Danskerne fik en god start og var nummer 3 efter 500 meter. Men så trak Australien og Italien fra og de tog franskmændene med og placerede danskerne på den triste 4. plads. Men så viste danskerne høj moral. Godt hjulpet af deres rutinerede styrmand Emil Blach   pressede de danske drenge alt, hvad de kunne. Drengene fik fravristet franskmændene 3. pladsen og roede sikkert i mål til flotte bronzemedalje

 

 

Bronzemedaljen er den første senior A medalje til Silkeborg Roklub siden 1995, hvor Lars Christensen vand VM guld dobbeltsculler.

Medaljen er det synlige bevis på, at den målrettede plan Silkeborg roklub har haft for kaproningen, har båret frugt, hvilket er meget tilfredsstillende for klubben.

 

Næste gang Thorbjørn skal i kamp bliver til DM på Brabrandsø første weekend i oktober. Her håber Silkeborg Roklub på endnu mere metal. Men først skal Thorbjørn hjem og nyde et par velfortjente fridage, oven på en hård træningslejre og et hårdt VM.

 
1/9 2011: Den lette otter fik torsdag muligheden for at mærke sine konkurrenter på tænderne i et løb om baneplaceringer. Den danske otter er god i starten og god i spurten, hvilket de viste med stor overbevisning, men USA og Italien var bedre over hele banen. Australien og Frankrig blev holdt i behørig afstand. Selvom den danske oktet ikke vandt i dagens løb, er de stadig inden i kampen for at nå deres mål: Guldmedaljerne. Læs mere om holdet på: WWW.letotter.com

Danmarks letvægtsotter 2011

Skrevet d. 28. juni 2011



Efter sidste efterårs sølv-medajle til EM blev det besluttet at der skulle sættes en letvægtsotter for sæsonen 2011 mod senior A VM i september. Der blev i efteråret indkaldt til træningssamlinger hvor min klubkammerat Emil Espensen også blev indkaldt. Hen over vinteren blev gruppen langsomt skåret ned over vinteren, og det endte med en trup på 11 mennesker som skulle kæmpe om pladserne, hvor jeg var iblandt.  Da Guldfirerens besætning blev besat på træningslejren i marts blev de to resterende fra firer-gruppen sat på otter-gruppen, hvilket virkelig har styrket holdet. De to fra gruppen var Jens Vilhelmsen og Christian Pedersen – begge fra Roskilde Roklub.






Letvægtsotteren blev sat i påsken og består i år af:
-          Anders Bau (Lyngby Roklub)
-          Daniel Graff (Bagsværd Roklub)
-          Thorbjørn Patscheider (Silkeborg Roklub)
-          Jens Vilhelmsen (Roskilde Roklub)
-          Lasse Dittmann (Bagsværd Roklub)
-          Jacob Søgaard (Bagsværd Roklub)
-          Christian Pedersen (Roskilde Roklub)
-          Martin Kristensen (Københavns Roklub)
 
Vi har siden påsken stillet op til Odense Langdistance første weekend i maj hvor vi kørt to rigtig gode 6 km. Efterfølgende blev vi splittet op i to firere for at skabe lidt afveksling i træningen, som resulterede i nogle gode løb mellem de to firere. Den ene firer bestående af Anders Bau, Jens Vilhelmsen, Christian Pedersen og Jacob Søgaard blev udtaget til det første World Cup sidste weekend af maj i München hvor det blev til en flot 10. plads. Efter jeg fik læseferie fra gymnasiet i Silkeborg har jeg fået et værelse herovre i Bagsværd så jeg har mulighed for at træne med i hverdagen også. Jeg nåede så lige hjem til de sidste eksamener og blev student d. 16. juni.
Siden slutningen af maj har vi så været tilbage i otteren og trænet frem mod weekendens stævne i Amsterdam d. 25-26. juni. Her stillede vi op i den tunge klasse begge dage, hvor det lørdag blev til en 3. plads efter et rigtig godt college-hold og det hollandske tunge U23-hold. Der var 1,5 sek. mellem de tre både, og vi roede en kanon tid på 5:40,5. Efter løbet havde vi nogle ting vi ville arbejde med til søndagens løb, hvor vi bl.a. skulle møde det hollandske tunge senior A landshold samt U23-holdet fra lørdagens løb. Senior A landsholdet tog ved World Cuppen i maj en 4. plads med meget kort op til 3. plads. Så vi var spændte på at se hvordan vi lå i forhold til dem.
Søndag blev det til en 2. plads efter det tunge senior A landshold, hvor vi fik slået U23 holdet. Så vi er rigtig tilfredse med weekendens løb, og vi glæder os til World Cup finalen i Lucerne, Schweiz d. 9-10. juli hvor vi stiller op i letvægtsotter. Her vil vi få vores første direkte kamp mod de andre ottere som også vil stille op til VM i september.  
Weekendens løb vidner om at vi er ved at have en god fart i båden, og vi vil her den sidste tid op til arbejde med nogle småting for at prøve at finde lidt mere fart. Vi har vist at vi er gode til at holde en lang spurt, men vi bliver sat meget i starten. Så vi vil prøve at presse den mere med i starten for at holde med feltet, og når vi gør det skal det nok blive spændende.
Efter Lucerne-regattaen vil der blive et par dage fri inden vi tager den sidste etape mod VM. Fra første august tager vi på VM-træningslejr i Völkermarkt, Østrig indtil vi drager til VM i Bled, Slovenien fra 28. august til 4. september.

Følg endvidere med på vores hjemmeside www.letotter.com


 


Thorbjørns vej til U23 VM 2010

Hjemme igen efter U23 VM


Skrevet d. 31. juli 2010
Så er vi hjemme igen efter U23 VM. Vi var hjemme i København mandag aften hvor jeg tog en sidste overnatning inden jeg tog hjem til Silkeborg tirsdag morgen. Det er første gang jeg er hjemme den seneste 1½ måned. Det har man alligevel savnet!

 
Tilbage til U23 VM. Vi tog af sted tirsdag morgen den 20. juli med fly fra København til Warszawa hvorefter vi kørte med bus over grænsen til Hviderusland til Brest. Vi brugte 3 timer ved grænsen begge veje hvor vi skulle vente på at få en stempel så vi enten kunne komme ind eller ud af landet. Og så ved indrejse skulle vi erhverve en ”speciel forsikring”! Så vi må da have taget den billige siden det tog så lang tid. Vi kom til robanen engang tirsdag aften og vi kunne lige nå en tur inden banen lukkede og vi kørte tilbage. Modsat alt andet i Hviderusland var robanen noget af den højeste standard jeg nogensinde har set. Efter sigende skulle de have spurgt den internationale ro-organisation (FISA) hvordan et ro-stadion skulle se ud hvorefter FISA havde svaret at de skulle se på robanen i Beijing der blev brugt til OL 2008. Herefter har de stort set kopieret den bane med en separat opvarmningsbane hvor man så inden løbet roede ind på selve banen, hvor der var 10 baner i alt. Det var virkelig en fornøjelse at ro på den bane.
Vi kom tilbage til hotellet som var en faldefærdig betonblok der ikke ser ud til at være blevet renoveret siden 70’erne med ubudne, kravlende gæster på værelset. Og jeg tror endda at vi havde fået suiten, da vi havde fået en balkon og en grøn velour sofa (balkonen dog var meget tæt på at falde sammen!!). Nå, ikke mere brok – jeg havde lige lidt jeg skulle have ud. Vi skulle ro vores første løb torsdag d. 22. juli kl. 1630 lokal tid, så onsdag går med træning og en lille tur torsdag morgen. Vi bliver vejet ind og forbereder som vi plejer og tager ud til opvarmningen. Da vi kommer ud til startanlægget fire minutter før start beordrer banedommerne bådene op af vandet da der er tordenvejr. Holdene kommer så op og stå omkring start i håb om at løbet kunne blive startet kort tid efter. Men efter en halv time bliver løbene yderligere udskudt så vi bliver så kørt tilbage mens vores træner forsøger at finde en måde at få vores båd tilbage til bådpladsen. Vi venter yderligere lidt ved robanen hvorefter løbene bliver aflyst for dagen og vi tager derefter tilbage til hotellet.
Vi får så senere at vide at vi skal ro dagen efter kl. 0840 før de resterende løb begynder halv 10. Løbet bliver afholdt som fra vores side bliver et lidt for typisk første-gangs løb til et stævne. Da det er de første 3 der går videre til semifinale A/B bliver vi lidt for ”tilfredse” lidt efter 1000 meter med det resultat at USA trækker fra og vi slutter som nr. 2.
Semifinalen foregår lørdag kl. 1005 hvor de første tre både går videre til A-finalen. Det her løb bliver betydeligt bedre hvor de første fire både ligger inden for 2 sekunder hvor vi bliver nr. 3 i løbet. Det var et godt løb fordi vi formåede at holde hovedet koldt ned over banen når bådene ligger så tæt.
Vi er glade for at komme i finalen, inklusiv mig selv. Det er den første A-finale ved et internationalt stævne. Tilbage til hotellet igen og en lille træningstur lørdag aften. Søndag skal vi ro kl. 1336 mod Italien, England, USA, New Zealand og Tyskland. Oprindeligt skulle vi ligge på bane 1, hvilket ville være rigtig godt da vinden var en skrå sidevind der kom fra bane 1 mod 6. Så der ville være mest læ. De placerer bådene i finalen efter semi-finalen så nr. 3 i semi får yderbanerne 1 og 6. Nr. 2 får bane 2 og 5 og nr. 1 i semifinalen får bane 3 og 4 i finalen. Men grundet den her vind blev det besluttet at man ville placerer bådene fra bane 1 efter tiden i semifinalen så hurtigste båd lå på bane 1. Og vi fik så bane 6. Så er der mange der er ude med en rap replik om at vi bare kunne have roet hurtigere i semifinalen, men sådan kan man jo altid sige og det kan man ikke rigtig bruge til noget som helst. Vi glemmer bane-placeringen inden løbet og fokuserer på vores løb i stedet. Vi kommer ud i startboksen og starten går. Vi kører vores start og er godt med efter 500 m. Vi kommer med op til 1000 meter hvor Italien og England rykker lidt fra feltet. Ved 1000 meter ligger vi 1,5 sekund efter USA som slutter med bronze. 1,5 sekund kan nemt hentes på 1000 meter – det er selvfølgelig ikke noget man ligger mærke til i selve løbet hvor man er fokuseret på sit eget løb og båd. Vi kommer over 1000 meter hvor vi kører 2 tryk hvor vi forsøger at få mere fart i båden, og efterfølgende kan er vi enige om at vi alle har siddet og virkelig kørt på der efter 1000 meter som vi også havde aftalt forinden. Men ved 1500 meter ligger vi lige pludselig 4 sekunder efter USA og det kan ses at bane 4, 5 og 6 alle smider omkring 5-6 sekunder fra 1000-1500 meter, og folk har ikke slappet af i en A-finale til et VM. Det KAN desværre skyldes vinden og det føltes også som at det blæste op efter 1000 meter. Men ja, som jeg har skrevet før ”Losers make excuses” – jeg vil ikke gå rundt og sige at grunden til at vi ikke fik medajle var vinden. Vi må bare acceptere at det ikke rakte til medajle selvom vi havde et kanon løb og gjorde hvad vi kunne. Vi forsøger selvfølgelig at smide så meget fart i båden som overhovedet mulig de sidste 500 meter, men vi får ikke rigtig hentet på tre første både og slutter 5,95 sekunder efter England som vinder, og 3,87 op til USA som får bronze. Så der er ikke så meget at rafle om.
Resultater fra A-finalen kan ses her:
Når jeg ser tilbage over den sidste næsten 2 måneders tid har det været en fantastisk tid og stort spring for mig som jeg har lært utroligt meget af, og jeg kan garantere at næste år har jeg en souvenir med hjem fra et VM!
 Fremover skal jeg nu konkurrere om at komme til senior A-VM i 2-. Der er udtagelse løb næste fredag, hvor der er sat tre toere hvor vinderbåden kommer til senior A-VM, og derved blive reserve til Guldfireren!
Efter det skal der sættes en letvægtsotter til EM hvor jeg også er på. Der er udtagelse til de sidste to pladser på båden næste weekend, hvor min hold kammerat Emil Espensen kæmper for at komme på!
 
Galleri fra U23 VM kan ses her:
 
Ellers skal I huske at følge med engang næste uge og weekend på www.worldrowing.com og www.roning.dk hvor holdkammeraten Jacob Søby er til Junior VM i Tjekkiet! Mon ikke han selv kommer med en opdatering på hans blog inde så længe. Alt held og lykke til Jacob!
klik på billederne herunder for at se dem større.

Billedet er fra World Cup i Lucerne ved siden af regerende verdensmestre, Tyskland.

Dagen før afrejse til U23-VM
Skrevet den 19. juli 2010
Den forgangne uge er gået med, at vi tog til Odense på kort træningslejr fra tirsdag til lørdag. Vi har haft nogle gode træningspas hvor vi har arbejdet med erfaringerne vi tog med os fra Lucerne. Vi tog hjem lørdag efter første pas for at pakke bådtraileren til Brest der kørte efterfølgende. Vi har dog været så heldige at Danmarks Rocenter har en båd magen til vores til rådighed som vi har indstillet til os og har haft mulighed for at træne i siden lørdag eftermiddag.


Vi har her mandag formiddag kørt det sidste træningspas inden U23 VM og er nu ved at være klar. Jeg glæder mig, og det bliver fedt at vise vores niveau frem!

Vi tager af sted i morgen tidlig fra Kastrup Lufthavn til Warszawa i Polen, hvor vi kører det sidste stykke over grænsen til Hviderusland med bus. Selve turen tager et sted mellem 2-3 timer, men der skal beregnes et sted mellem 2-8 timer ved grænsen, hvor der skal erhverves en ”speciel forsikring” (som helt sikkert er bestikkelse) for at komme over grænsen.
 
Til U23-VM er der 15 både tilmeldte i let herre firer (BLM4-). Tilmeldingerne kan ses her:
 
Lodtrækningerne til de indledende løb bliver foretaget i morgen eftermiddag, men det foreløbige kan ses her:
Vi skal ro vores indledende løb torsdag enten kl. 1630, 1636 eller 1642. (OBS: Der er 1 times forskel i tidszone).
Løbene kan igen følges ”live” på www.worldrowing.com – under ”Live-race viewer”. Ellers vil www.roning.dk blive opdateret løbende med status fra Hviderusland. 
 

Hjemme efter World Cup i Lucerne

Skrevet den 12. juli 2010

Så er vi hjemme igen efter World Cup-finalen i Lucerne. Det er desværre ikke gået helt så godt som forventet, og vi formåede ikke at ramme vores niveau i vores løb. Det er selvfølgelig frustrerende når vi ved at har et højere niveau, men der er ingen grund til at dvæle unødvendigt ved resultatet og komme med alverdens undskyldninger – ”Losers make excuses”. Det skal dog siges at niveauet til World Cuppen var rigtig højt og favoritterne blev i flere tilfælde sat til vægs. Tyskland, de regerende verdensmestre, gik ikke gang i finalen og Østrig som vi roede imod i vores D-finale var i en A-finale til sidste World Cup i München for et par uger siden. Men nu er vi kommet hjem igen, og efter en fridag i dag er vi klar til at tage fat på det sidste inden U23-VM som vi tager af sted til tirsdag den 20. juli. Vi tager til Odense i morgen tirsdag til lørdag på træningslejr og får det sidste på plads.
Selvom det kan være forfærdeligt irriterende når det ikke går helt som planlagt, så er jeg overbevidst om at det kan være lige så motiverende som en sejr, især når vi alle er enige om at vores niveau er højere! Så vi holder hovedet koldt og vi har nu nogle punkter hvor vi ved at vi skal forbedre os, så på den måde har weekenden også være lærerig.
Nok om roning dernede fra, det har alligevel været en god weekend og Lucerne er et rigtig fedt sted! Byen ligger i en dal mellem sneklædte bjerge, og en kæmpe sø i bunden af dalen som byen former sig om. I og med at byen ligger mellem bjerge har der siden onsdag været stort set vindstille – hvilket er fedt for en roer! Dog med undtagelse af den tordenstorm, der ramte byen lørdag aften som skiftede vejret fra solrigt og vindstille til stormvejr og lyn i løbet af 10 min! Banen lå lidt uden for centrum og er en naturlig sø på lidt over 2 km. Det mest ekstraordinære ved banen i Lucerne er, at lige ud for starten ligger der en badeanstalt så når man kommer der første gang skal man lige vænne sig til, at der er badende og larmende mennesker i startområdet som normalt er præget af stilhed. Selvfølgelig har folk respekt for roerne, men helt stille bliver der jo heller ikke. Men det er jo lige for alle roere og det har også sin charme!
Udover roning har vi ikke lavet så meget interessant – som sædvanlig får man kun set robanen og hotellet. Ellers har vi kigget på Schweizer-knive som er forfærdeligt billige i forhold danske priser og alt andet dernede, og så kan jeg berette at omkring 85 % af deres butikker sælger urer!

Klar til World Cup i Lucerne


Skrevet den 06. juli 2010 af Thorbjørn Patscheider

Ugen efter Amsterdam er gået med træning, selvfølgelig, men med lidt mindre intensitet da vi lige skulle komme os efter regattaen. I weekenden og mandags kørte vi de sidste distancer inden World Cup III i Lucerne, Schweiz i weekenden, og man må sige at vi har virkelig god fart i båden!
Vi flyver til Lucerne i morgen onsdag så vi er nede på hotellet omkring kl. 1600 i morgen så vi lige kan nå en enkelt træningstur engang i morgen aften.
Selve ro-banen i Lucerne er en sø kaldet ’Rotsee’, som næsten ligger i centrum af byen. Banen har afholdt utallige World Cups og VM og skulle eftersigende være et meget flot sted – så jeg glæder mig selvfølgelig til at komme derned.
Til weekendens World Cup stiller 26 letvægtsfirer op inklusive os selv. Resten af verdens landshold bruger dette World Cup som deres udtagelsesstævne til Senior A VM senere på året, så der bliver gået til den med livet som indsats dernede! Vores formål med regattaen er at presse os selv og få nogle gode løb dernede inden vores U23-VM. Da vi er det eneste land, der sender et Senior B-hold af sted til World Cuppen skal det derfor heller ikke forventes at vi opnår topplaceringer som ved Amsterdam-regattaen, hvilket vi dog heller ikke regner med. Vi anskuer løbene som en mulighed for at prøve nogle ting af og flytte nogle grænser, så vi er klar til U23-VM – det er der det gælder for os.
I skrivende stund er der ikke kommet startlister til World Cuppen, og der er derfor heller ikke givet nogle endelige tidspunkter for vores løb. Da der er 26 tilmeldte hold vil de to langsommeste hold blive sorteret fra allerede efter det indledende løb og vil ryge direkte i E-finalen. Herefter går de 24 hold til kvart-finalen, hvor de tre bedste (12 både i alt) fra hvert løb går videre til semifinale A/B, hvor 6 hold går videre til A-finalen og 6 til B-finalen.
Som det fremgår af det foreløbige tidsprogram er det indledende løb for letvægtsfirer (LM4-) fredag kl. 12:30, 12:36, 12:42, 12:48, 12:54 og kl. 13:00. Vi regner med at vi går videre til kvartfinalen som finder sted kl. 19:12, 19:18, 19:24 og kl. 19:30 fredag.
 
Jeg går ud fra at jeg ikke har mulighed for at opdatere jer løbende om hvordan det står til i Lucerne, men på Dansk Forening for Rosports hjemmeside (www.roning.dk) plejer der at blive opdateret løbende om hvordan det går holdene til World Cups og hvornår de skal ro osv. Der er mulighed for at følge løbende ”live” på www.worldrowing.com samt at se resultater og startlister.
 
Tilmeldingslisten for weekendens World Cup III kan ses her – vi stiller op som ”Den 2”:
Det foreløbige tidsprogram kan ses her – vi stiller op i LM4-:
 
Ved sidste weekends stævne fra Amsterdam har en af forældrene fra holdet været nede og tage billeder fra stævnet som han har lagt op på nettet. Galleriet kan ses her: http://www.flickr.com/photos/steenses/sets/72157624411819500/
 
 

Status i København – d. 29/6 2010


af Thorbjørn Patscheider

I starten af juni blev jeg inviteret til at deltage i en samling i Danmarks Rocenter med henblik på at finde en fjerde mand til deres U23-letvægtsfirer. Det daværende hold havde været samlet siden starten af året og har roet sammen til det første World Cup i den sidste uge i maj. Men da én af roerne ikke var U23’er længere var det ønsket at man ville finde en fjerde mand der ligeledes var U23’er som resten af holdet mod U23-VM.
Jeg var således blevet inviteret til denne samling – ligeledes var Emil Hjorth Espensen, men Emil måtte desværre melde fra pga. skade.
Jeg blev valgt til at sidde på holdet ved afslutningen af samlingen, hvilket selvfølgelig var rigtig fedt! Jeg tog derefter glad hjem og pakkede hele mit skab ned i kufferter, min cykel og mine skolesager og tog toget tilbage til København tirsdag – det må have set sjovt ud med alt det jeg slæbte! Jeg kommer herover og bliver indkvarteret ved Jacob Søgaard fra holdet, der har et værelse ekstra i hans lejlighed. Da jeg skulle til dansk-eksamen på Silkeborg Gymnasium den 14. juni (den efterfølgende mandag) gik tiden med at læse til eksamen og træne. Søndag den 13. juni tager jeg hjem til min dansk-eksamen næste morgen, hvor jeg scorer et flot 10-tal – fedt! Jeg tager derefter direkte tilbage til København samme dag så vi kunne nå at træne samme aften. De efterfølgende uger går med træning, men da to fra holdet stadig læser til eksamen træner Jacob Barsøe og jeg et par gange i 2- om morgenen. Den sidste mand på holdet hedder Anders Bau og de bor alle i København.

Tiden går hurtigt frem til weekendens stævne (d. 26-27. juni) i Amsterdam.
 

1.regatta - Amsterdam

Vi skal flyve tidligt fredag morgen fra Kastrup Lufthavn og vi ankommer til hotellet engang på formiddagen. Jacob Søgaards eksamen slutter fredag til kl. 13, så han tager et senere fly så vi måtte sidde at vente på hotellet til engang hen på eftermiddagen, hvilket var ganske fint eftersom at vi havde været tidligt oppe. Hen på eftermiddagen tog vi hen på robanen der lå ca. 20 min kørsel fra hotellet, og Jacob Søgaard ankom omkring kl. 18 og vi tager efterfølgende en lille træningstur.

Lørdag i Amsterdam

Lørdag skal vi først ro finale kl. 1500 og da der kun er 5 både til start og vi undgår således indledende løb. Lørdag stiller vi op i U23 LM4-. Da vi først skulle ro om eftermiddagen tager vi igen en lille træningstur om morgenen inden stævnets første løb begynder kl. 0900. Herefter tager vi tilbage til hotellet, spiser morgenmad og slapper af. Da vi stiller op i letvægtsklassen skal vi vejes 2 timer før løbet, hvilket om lørdagen er kl. 1300. Gennemsnittet i båden skal være 70,0 kg og den maksimale vægt for den enkelte er 72,5 kg. Vi bliver vejet ind, sætter os et sted for os selv og får lidt mad inden løbet.
Der er 5 både til start, hvor de tre af dem er hollandske klubhold og et af holdene er det hollandske U23-landshold. Starten går og vi får hurtigt den første luftkasse på det hollandske U23-landshold, som er det hold der holder bedst fast. Dog øger vi først rigtigt efter 400 meter, hvor vi øger støt ned over banen og slår det hollandske U23-landsholdet med 9 sekunder, der bliver nummer 2. Det var et kanon løb, hvor vi sidder afslappet og lader båden gøre arbejdet for os, så vi bare kan sidde og køre på – rigtig godt! Vi vinder i tiden 06.14 og kommer op og får medajle af de fine præmiepiger. Efterfølgende slapper resten af dagen og tager senere hjem til hotellet.

Resultater fra lørdagens løb kan ses her: http://time-team.nl/hollandbeker/2010/results/026.php (Vi stiller op som Danmarks Rocenter)
 

Søndag i Amsterdam


Søndag undgår vi også indledende løb, da der er et hold der melder fra og der er således 6 både til start. Søndag stiller vi op i LM4- (Senior A, eller åben eller hvad man nu skal sige), da det ikke er mulighed for at stille op i U23 søndag. Holdene er de samme som fra gårsdagens løb plus 2 Senior A hold. Blandt andet det hollandske Senior A-hold.
Vi gentager samme procedure fra lørdag med en lille træningstur om morgenen, hvor efter vi tager tilbage til hotellet og slapper af. Søndag skal vi ro kl. 1352 og vi skal derfor vejes ind kl. 1152. Vi bliver vejet ind og sætter os for os selv inden vi går på vandet ca. 35 min før løbet.

Vi laver en kanon start og allerede ved de første 500 meter har vi 3 sekunder på det hollandske Senior A-landshold, hvilket er omkring 1 bådslængde! Vi øger efterfølgende yderligere og ved 1000 har vi 4 sekunder, hvilket svarer til ca. 1½ bådslængde. Vi kommer dog efter 1000 til at sidde en anelse anspændt og mister lidt fart i båden. Ved 1500 holder vi stadigvæk de 4 sekunders forspring, men her sætter hollænderne spurten ind og lige pludselig bliver løbet meget spændende! Vi får dog stadig sejren i land og vinder med 1 sekund over det hollandske Senior A-landshold. Det hollandske U23-landshold, der blev nummer 3 i løbet, slår vi til vægs med 11 sekunder!

Resultater fra søndag kan ses her: http://time-team.nl/hollandbeker/2010/results/108.php

På baggrund af weekendens resultater bliver vi udtaget til U23-VM den 22-25. juli i Brest, Hviderusland OG World Cup III i Lucerne, Schweiz d. 09-11. juli.
 
Planen er at jeg bliver herover og træner med holdet frem mod U23-VM, så jeg håber alle nyder sommeren derhjemme i Silkeborg.

Det er hensigten at der bliver oprettet en blog på hjemmesiden som jeg løbende kan opdatere med tekst og billeder om livet herovre.


 
Silkeborg Roklub | Åhavevej 1b | 8600 Silkeborg | Tlf.: +45 86820883 | silkeborg-roklub@sport.dk