Dåb af otter

5. september 2026 17:38 , af Mogens Kallesø

Silkeborg Roklub har udvidet sin bådpark med en brugt otter, som er muliggjort gennem et sponsorat fra medlem i klubben, Kristian Bertelsen.

Onsdag d. 2. september samledes medlemmerne af Silkeborg Roklub ved Søsportens Hus for at overvære en særlig begivenhed. Under klapsalver fra de fremmødte medlemmer døbte Kristian Bertelsen klubbens nye otter. Med de traditionelle ord og et stænk vand fik den strømlinede otter sit officielle navn ”Gudenå”, hvorefter den blev sat i vandet på Silkeborg Langsø.

En otter (8+) er den hurtigste og mest ikoniske bådklasse i en roklub. Båden måler cirka 16 meter og er symbolet på ultimativt holdarbejde. Donationen er med til at styrke det lokale idrætsliv i Silkeborg og sikrer, at Silkeborg Roklub fortsat kan tilbyde sine medlemmer godt og varieret materiel.